Logistikvirksomheden Handy Transportvogne har i samarbejde med Louis Poulsen udviklet specialtilpassede vogne, der skaber et bedre vareflow. Det øger effektiviteten på montagen af de kendte lamper
Louis Poulsen, der producerer ikoniske designlamper af blandt andre Verner Panton, Arne Jacobsen og Poul Henningsen, har netop fået udviklet særligt tilpassede vogne, der har løftet effektiviteten til nye højder. Vognene, der er udviklet i tæt samarbejde med logistikeksperten Handy Transportvogne, har optimeret montagen hos lampe- og belysningsspecialisten, der producerer cirka 300.000 lamper om året.
– Vi fandt ud af, at hvis vi kunne ændre logistikken, så komponenterne til vores lamper var klar, når de ankom til montageområdet, ville vi opnå en kraftig optimering af processen. Med de nye transportvogne, der kører som togvogne efter hinanden, er det lykkedes. Det har skabt et bedre vareflow, et bedre overblik, og det har løftet vores effektivitet i montagen til et nyt niveau, siger Torben Jørgensen, der er Supply Chain Operation Director hos Louis Poulsen.