Søg:

 

 Kontakt os >>>

Tlf.: +45 7556 7077

E-mail: handy@handy.dk

 

 

 

 

Salgs- og leveringsbetingelser for leverancer fra Handy Transportvogne A/S


Nedenstående betingelser gælder for alle leverancer og ordre, medmindre andet fremgår af udtrykkelig skriftlig aftale. Som vilkår for alle aftaler og leverancer fra Handy Transportvogne A/S, uanset eventuelle modstående eller afvigende bestemmelser i den af køberen afgivne ordre eller accept.


1. Tilbud, ordre og accept
Købers ordrer og bestillinger af enhver art er kun bindende for Handy Transportvogne A/S, når køberen har modtaget skriftlig ordrebekræftelse. Tilbud fra Handy Transportvogne A/S, som ikke angiver særlig acceptfrist, bortfalder, såfremt overensstemmende accept fra køber ikke er Handy Transportvogne A/S i hænde inden fire uger fra tilbuddets afgivelse. Aftaler om ændringer i eller tillæg til den oprindelige aftale er ikke bindende for Handy Transportvogne A/S uden skriftlig bekræftelse fra Handy Transportvogne A/S.


2. Handy Transportvogne A/S ydelse
Handy Transportvogne A/S ydelse omfatter alene det, der fremgår af faktura/ordrebekræftelse, og på nedennævnte vilkår forpligter Handy Transportvogne A/S sig til at levere et produkt af sædvanlig god kvalitet for så vidt angår materiale og forarbejdning.


3. Levering
Medmindre andet udtrykkeligt er aftalt, sker levering ab lager Handy Transportvogne A/S, således at køber bærer risikoen for hændelige begivenheder, der rammer varerne efter udlevering fra lager.


4. Priser
Medmindre andet udtrykkeligt er aftalt, gælder prisen ab lager, ekskl. transport, moms og andre afgifter.


5. Betalingsbetingelser
Medmindre andet udtrykkeligt er aftalt, skal betaling ske i henhold til de på fakturaen påtrykte betalingsbetingelser. Erlægges betaling ikke rettidigt, beregnes morarente med 2 % per måned.


6. Forsinkelse
Sker levering ikke til aftalt tid, kan køber ved straks at reklamere, jf. pkt. 10, til Handy Transportvogne A/S hæve aftalen, såfremt forsinkelsen medfører væsentlig ulempe for ham. Såfremt forsinkelsen kun angår en del af en leverance, kan køber alene hæve købet for så vidt angår den forsinkede del med tilbehør. Gælder forsinkelsen varer, som er tilvirket efter købers anvisning, eller er varen af en beskaffenhed, som normalt ikke lagerføres af Handy Transportvogne A/S, kan køber alene hæve købet, hvis forsinkelsen medfører, at købers formål med købet vil blive væsentligt forfejlet. Såfremt forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelser fra Handy Transportvogne A/S’ side, samt at køber er påført et adækvat og dokumenteret tab som følge heraf, har køber ret til erstatning, jf. dog pkt. 9. Herudover påtager Handy Transportvogne A/S sig ikke noget ansvar for forsinkelse eller følger heraf, ligesom der ikke tilkommer køber andre beføjelser i anledning af forsinkelsen.


7. Fordringshavermora
Undlader køber, efter at leveringstiden er indtrådt, at af ydelsen, er Handy Transportvogne A/S, efter skriftligt forud at have afgivet opfordring til på ny at aftage ydelsen, berettiget til at foretage salg til tredjemand og anvende det indkommende beløb til afskrivning på tilgodehavende.


8. Mangler
Handy Transportvogne A/S forpligter sig til at afhjælpe eventuelle dokumenterede mangler ved den af Handy Transportvogne A/S leverede ydelse, som skyldes fejl i materiale og/eller fremstilling, eller at foretage omlevering, såfremt køber rettidigt og behørigt har reklameret herover under iagttagelse af de i pkt. 10 nedenfor fastsatte bestemmelser, og inden udløbet af en frist på 12 måneder fra datoen fra Handy Transportvogne A/S’ levering til køber. Køber er forpligtet til at give Handy Transportvogne A/S adgang til afhjælpning på aftalt tidspunkt.


9. Ansvarsfraskrivelse
Ud over det i pkt. 8 fastsatte vedrørende afhjælpning eller omlevering påtager Handy Transportvogne A/S sig ikke noget mangelansvar for den leverede ydelse, ligesom køber ikke kan hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag eller tilbageholdelse af købesummen, helt eller delvist, som følge af mangler. Handy Transportvogne A/S ansvar som følge af forsinkelse, jf. pkt. 6, kan ikke overstige et beløb svarende til 1 % af den aftalte betaling for den forsinkede ydelse for hver fulde uge, forsinkelsen har varet, og erstatningen kan maksimalt andrage 10 % af den aftalte betaling. For så vidt angår produktansvar er Handy Transportvogne A/S kun ansvarlig for den skade, som den leverede ydelse forvolder, såfremt det godtgøres, at skaden skyldes fejl begået af Handy Transportvogne A/S eller dennes ansatte. Handy Transportvogne A/S er dog aldrig ansvarlig for indirekte skader og tab såsom driftstab og tabt avance. Handy Transportvogne A/S ansvar for skade forvoldt på andre genstande og personer kan ikke overstige DKK 1,0 mio. inkl. renter og omkostninger pr. skade. Såfremt Handy Transportvogne A/S måtte blive pålagt erstatningsansvar som følge af den brug, som køber måtte gøre af den leverede ydelse, herunder ved videresalg, som går ud over Handy Transportvogne A/S ’ ansvar i medfør af denne bestemmelse, er køber forpligtet til at friholde Handy Transportvogne A/S for dette ansvar, og køber er endvidere forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol, som behandler kravet mod Handy Transportvogne A/S.


10. Reklamation og undersøgelsespligt
Det påhviler køber senest ved levering af Handy Transportvogne A/S ydelse at foretage en grundig undersøgelse af, om ydelsen er i overensstemmelse med købsaftalen. Køber er forpligtet til straks at reklamere over mangler, der konstateres ved denne undersøgelse, og køber kan ikke senere påberåbe sig mangler, der kunne være konstateret ved en sådan undersøgelse. I tilfælde af at den leverede ydelse lider af skjulte mangler, er køber forpligtet til at reklamere herover, straks efter at manglen konstateres eller burde konstateres. I modsat fald er køber afskåret fra at gøre manglen gældende. Al reklamation skal ske skriftligt, og køber skal oplyse fakturanummer og dato for levering samt oplyse type og eventuelt serienummer på det mangelfulde produkt. Reklamationen skal desuden indeholde en redegørelse for manglens omfang og beskaffenhed. Handy Transportvogne A/S har ret til at kontrollere skader på skadestedet og til at foretage undersøgelse af mangelfulde dele, før denne tager stilling til reklamationen, herunder om manglen er omfattet af Handy Transportvogne A/S afhjælpnings- eller omleveringspligt. Undlader køber at opfylde de i nærværende bestemmelse fastsatte regler, afskæres denne for enhver misligholdelsesbeføjelse i anledning af Handy Transportvogne A/S misligholdelse.


11. Returnering af varer
Varer modtages kun retur efter særskilt aftale med Handy Transportvogne A/S, og da kun mod et returneringsgebyr svarende til 15 % af varens fakturapris.


12. Force majeure
Handy Transportvogne A/S er ansvarsfri for manglende eller forsinket opfyldelse af aftaler, der skyldes force majeure, krig, optøjer, borgerlige uroligheder, regeringsindgreb eller indgreb af lokale myndigheder, ildsvåde, strejke, lockout, eksport- og/eller importforbud, manglende eller mangelfulde leverancer fra underleverandører, mangel på arbejdskraft, brændsel, drivkraft eller nogen anden årsag, som ligger uden for Handy Transportvogne A/S kontrol, og som vil kunne forsinke eller hindre fremstillingen og leveringen af Handy Transportvogne A/S ’ ydelse. Såfremt mangelfri eller rettidig levering hindres midlertidigt ved en eller flere af de ovennævnte omstændigheder, udskydes leveringen i et tidsrum svarende til hindringens varighed, og levering til den således udskudte leveringstid anses i den forbindelse for rettidig. Såfremt leveringshindringen skal påregnes at ville vedvare længere end fire uger, er Handy Transportvogne A/S såvel som køber berettiget til at annullere aftalen, uden at dette skal anses for misligholdelse.


13. Ejendomsforbehold
Ejendomsretten til den leverede ydelse tilkommer Handy Transportvogne A/S og overgår først til køber, når den fulde købesum er erlagt.


14. Værneting og lovvalg
Enhver tvist mellem parterne afgøres ved de almindelige domstole og ved anvendelsen af dansk ret.

 

Ring på 7556 7077 eller send os en mail på handy@handy.dk

Handy Transportvogne A/S - Essen 26 - DK - 6000 Kolding - Denmark